Havnes historie gennem de første 25 år kan ikke beskrives bedre end her i vores jubilæumsbog skrevet af Jørgen Højland.
Bogen kan desværre ikke genoptrykkes, men den er her i sin fulde ordlyd genskrevet, dog er undladt nogle billeder, da de ligger under samlingen fra Thomas Ekdahl.
Jørgen var oceangående sømand, men også uddannet rigger og arbejdede mange år på B&W skibsværft og han var altid en skarp og fair debattør på klubbens talrige Generalforsamlinger.
Forord
25 år er kort tid og den historie vi har gennemlevet, kan vel næppe kaldes en ”rigtig” historie.
Men for Sejlklubben Lynetten er det en helt utrolig og spændende epoke, fordi en lille flok kreative, stædige individualister formåede, at samle en stor flok entusiastiske sejlere omkring sig og samme med dem, med de bare næver, byggede en af Danmarks største lystbådehavne.
Samtidig opbyggede de en sejlklub, som skulle udvikle sig til at blive en af Danmarks alle største og mest velfungerende med et særdeles højt aktivitetsniveau på alle områder.
Vi skylder alle disse pionerer stor tak. Dette jubilæumsskrift lægger derfor hovedvægten på tilblivelsesfasen og byggeperioden.
Detaljer fra de senere år gemmer vi, til klubben bliver gammel.
Det er mit ønske, at Sejlklubben Lynettens medlemmer i de kommende år vil fastholde den gode ” Lynetteånd”, som har været et særkende for klubben indtil i dag.
Denne klub skal fortsat være et sted, hvor sejlere kan dyrke deres fritidsinteresse individuelt og i fællesskab, sportsligt og socialt.
Jørgen Beiter, formand
Forhåndsbemærkninger.
På et spørgsmål fra bestyrelsen i sejlklubben Lynetten i efteråret 1995 om jeg ville være med til at skrive ,,Lynetten “s historie, svarede jeg ubeskedent: Ja – blot byggende på, at jeg er historisk interesseret.
Så ved jeg jo godt, at selv nyere historie er en ,varm kartoffel”.
Også her gælder det, at selv om det ,,kun” er det sidste kvarte århundredes lokalhistorie om det fælles mål, at bygge en havn at skabe en sejlklub i den
nordlige ende af Amager, så vil forfatterens subjektive holdning skinne igennem.
Også i vor lille enklave med hegn omkring vil ,bølgeslagene” fra samfundet udenfor afspejle sig vore handlinger.
Som en britisk historiker skrev:
Det liberale syn på historien i det nittende århundrede havde et nært slægtskab med den økonomiske doktrin laissez-faire -som også er et produkt af et sorgløst og usikkert syn på verden. Lad enhver blot køre videre med sit eget arbejde, og den skjulte hånd vil tage sig af den universelle harmoni.
Historiens kendsgerninger var i sig selv en demonstration af den afgørende kendsgerning:
Et velgørende og tilsyneladende uendeligt fremskridt mod højere ting. Det var uskyldens tidsalder, og historikerne vandrede i Edens Have, uden en stump filosofi til at beskytte sig med og nøgne uden skam over for historiens gud.
Siden da har vi kendt til synd og oplevet et syndefald; og de historikere, som i dag tror, de kan klare sig uden en filosofi, forsøger forgæves og generte – som medlemmer i en nudistlejr
– at genskabe Edens Have i deres forstadshave.
I dag kan man ikke knibe uden om det pinlige spørgsmål.. .”
MED DETTE SAGT får I min version af begyndelsen af Lynettens historie. En lille snip af den Danmarkshistorie, som vi naturligvis er et brudstykke af.
Havet består i analysen trods alt af dråber.
På de følgende sider vil jeg forsøge at beskrive, hvorledes det hele begyndte.
Vore medlemsnumre, der er fortløbende, viser klart, at det er en flertusindtallig skare, som i klubbens første 25 år er røget gennem medlemskartoteket.
Det er i sagens natur umuligt at kommentere denne skares enkeltindsatser, men her vil jeg nødvendigvis understrege, at på samme måde som den Kinesiske Mur ikke blev bygget af kinesiske kejsere, men af det kinesiske folk, således er det også sejlklubbens anonyme medlemskare, der gennem deres arbejde har skabt og i dag tegner Margretheholms havn og sejlklubben Lynetten.
Du skal kende din historie.
På den anden side er der naturligvis i denne beretning personer, der har spillet en så fremtrædende og ledende rolle i gennemførelsen af denne store opgave, at de vil træde frem i denne beskrivelse, men jeg har bestræbt mig på at understrege det helt afgørende: Der var en kollektiv indsats med en nødvendige ledelse, der byggede havnen og som selv Kipling kunne skrive:
When crew and captain understand each other to the core, it takes a gale, and more than a gale, to put the ship ashore!
Opgaven med denne beskrivelse er blevet løst med stor hjælp fra klubbens medlemmer. Uden deres medvirken havde det ikke været muligt.
Jeg er megen tak skyldig til Reinhardt Hansen, Grethe og Preben Jacobsen, Jørgen Ulm, Tomas Ekdahl, Jørgen Beiter og Jan Lange.
Jørgen Højland.
Vi byggede selv havnen.
Den gamle kronikør er dykket ned i de gamle arkiver
Der er så småt ved at samle sig både støv og spindelvæv på aktstykkerne, så “Den Gamle” vil forsøge at redde historien om Lynettens spæde begyndelse fra at forsvinde agterud i en brusende kølvandsstribe. Disse gamle papirer fortæller en spændende historie om de “første kryds” sejlklubben Lynetten stod ud på – så disse linjer til salig ihukommelse for kommende slægter ud i sejlsporten i almindelighed og for lynettesejlerne i særdeleshed. Og husk, det er ikke nytteløst at kende sin egen historie; tværtimod, det kan være til stor fordel, når f.eks. en ny kurs skal stikkes ud.
Hjemkomst fra Frakfortet, hvor kimen til Lynetten blev lagt. Anker og Hans Guldager fra SSF, sammen med en stor støtte for projektet Jette Bergenholtz fra Borgerrepræsentationen (S).
På Sundby Red opstod en vision
I et kvart århundrede har sejlklubben ,,Lynetten” eksisteret i København. Den løb af stablen ved en stiftende generalforsamling afholdt i Sundby Sejlforenings klubhus på Amager Strandvej den 3. April 1975.
Denne spæde begyndelse har med sine 25 år agterude udviklet sig til at blive blive en af Danmarks største sejlklubber.
Fra sin begyndelse var sejlklubben ikke markeret på noget søkort af den simple årsag, at vi var en sejlklub uden havn, uden geografisk placering – ikke nogen rigtig sejlklub.
I realiteten var der i begyndelsen kun tale om en vision, en ide.
Men visioner eller idéer er ikke noget, som bare falder ned fra himlen. De har altid en årsag, og det var der naturligvis også i dette tilfælde.
For at forstå sin nutid må man kende sin fortid, og dermed får man også et bedre grundlag for at danne sig et realitetsbetonet billede af fremtiden.
Lad os derfor kaste blikket helt tilbage til hine dage ved Københavns havnefront, da tanken blev undfanget om at danne sejlklubben Lynetten.
FRA 60’ERNE og ind i 70’erne var behovet for havnepladser til fritidsbåde støt og roligt steget i takt med velstandsstigningen i det ganske land. Denne situation gjorde sig ikke mindst gældende i Øresundsområdet og i særdeleshed omkring Københavns havnefront.
Ud for Sundby Sejlforenings havn, nord for badeanstalten Helgoland, var der en koncentration af forskellige fritidsbåde på svaj, fastgjort i hjemmelavede permanente ankeranordninger i varieret udvalg.
Disse ankerliggere havde det til fælles med en række andre fritidsbåde, som kun havde midlertidige lånepladser i forskellige lystbådehavne, at de manglede en fast havneplads.
Netop på, Sundby Red viste manglen på havnepladser sig tydeligst i hele regionen. Hjemløse både fyldte op på reden. Ejerne var medlemmer af Sundby Sejlforening, og om vinteren lod de bådene hale på land i Sundby Havn. En havneplads i Sundby havde dog lange udsigter. Ventetiden var dengang ungefær ti år.
Havneproblemet var kendt så det var ikke ren tilfældighed, at en affyret bemærkning i en given situation bliver gnisten, som sætter spillet i gang.
Det spil, som fører til stiftelsen af sejlklubben Lynetten.
Denne ” tilfældige” bemærkning falder om bord på sundbysejleren Preben Jacobsens båd, der er på vej tilbage efter et møde på Flakfortet angående Dansk Sejlunions eventuelle overtagelse af det forladte fæstningsværk.
I båden er foruden Preben og Reinhardt Hansen fra Sundby Sejlforening flere officials fra bystyre, havn etc.
På turen henvender sig én af disse officials sig til Reinhardt: ” Vil I ikke købe Lynettehavnen ” ?
Reinhardt reagerer omgående. Med hånden på baglommen svarer han: ” Jo, hvor meget koster den ” ? Nu trækkes der i land, men Reinhardt får dog den oplysning, at Søværnet i nær fremtid agter at rømme Lynettefortet og på højere sted er tanken luftet, at søsporten kan overtage lokaliteterne.
Rygter er barsk virkelighed.
Nu er der sat gang i noget.
Fakta og løse rygter svirrer på havnefronten:
Der vil i rimelig god tid, når Lynettefortet rømmes, kommer et praj fra Søværnet således, at vi i nattens mulm og mørke kan lave en ,,besættelsesaktion”.
Fra øverste myndighed ønskes det ikke, at området skal ende i anarkistiske tilstande à la Christiania, når Søværnet har forladt området.
Vi må derfor snarest organisere os som sejlklub.
Mere i overensstemmelse med den barske virkelighed laver Reinhardt en kalkule.
Der er i selve Lynettehavnen plads til en 75 til 100 både afhængig af størrelse.
Fra højeste sted er det besluttet, at der ved en handel om området vil følge krav om overtagelse af en tilhørende kaserne, samt vedligeholdelse af samme.
Kasernen er forsynet med et væld af gode lokaler; men en nærmere undersøgelse har vist, at der også er tre varmeanlæg, hvoraf de to er ubrugelige. Det vil koste en formue at sætte dem i stand.
Reinhardt, der er af den gamle skole, dividerer den formodede udgift med antallet
af bådpladser. Facit får ham til at kontakte Friluftsrådet og Københavns Idrætspark i den hensigt, at få flere med i projektet at “dele” i porten: Overlade kasernen til flere partnere, medens sejlerne overtager selve havnen med en enkelt barak til klubhus.
Københavns Sejlunion bliver orienteret. Hans Guldager, formand i Sundby Sejlforening, orienteres. Sagen trækker i langdrag.
Vi erfarer sandheden i det gamle ordsprog: Medens græsset gror, dør horsemor.
Vi må også erkende, at det ikke er os, som bestemmer.
Endnu gælder det, at når vinden blæser, må græsset bøje sig.
I en samtale med et medlem af Københavns Borgerrepræsentation får Reinhardt at vide, at Urban Hansen og andre har planer om at ombygge Lynettehavnen til gæstemarina for tilsejlende turister. Reinhardt forklarer det ” ærede medlem”, at en sådan idé er helt ude af proportioner.
Der er ingen trafikforbindelser til byen og det er ikke netop en velhaverhavn, der er brug for, men en rigtig sejlklub, hvor unge og gamle kan øve godt sømandskab.
Over en kop kaffe i Sundby Sejlforening bliver Guldager og Reinhardt enige om, at nu skal der handles. Der skal stiftes en ny sejlklub, hvor organisationsapparatet er i orden. SSF stiller lokaler til rådighed.
Der laves klublove, der udarbejdes forslag til en bestyrelse med bl.a. en skolechef og en kapsejladschef således, at den nye organisation kan optages i Dansk Sejlunion og Københavns ditto.
Til højre:
Referat af byggemøde nr. 1. den 7 juni 1977.
Til stede var:
Preben Jacobsen, Thomas Ekdahl, Leif Friis Hansen, ogens Pedeersen(entreprenør) og B. Steen Christensen, ing.
Nederst:
Lejemålsforslag udfærdiget af Københavns Havnevæsen en 18. 01 1977.
”Lynetten” stiftes – den første opgave.
På dette møde afholdt den tredje april 1975 i Sundby Sejlforening bliver sejlklubben ”Lynetten” stiftet, navngivet og en bestyrelse valgt.
Der deltager 37 personer på det stiftende møde.
Alle valgte bestyrelsesmedlemmer var tillige medlemmer af SSF.
Lovene vedtages. Det undrer nogle, at der allerede skal vælges skole- og kapsejladschef, men dette er én af betingelserne for at kunne optages i Dansk Sejlunion. En anden betingelse er, at klubben kommer op på 50 medlemmer. Dette bliver den første opgave for medlemmerne. Den løses uden vanskeligheder.
På dette stiftende møde bliver det også vedtaget, at sejlklubben ikke tegner flere medlemmer, end der bliver bådpladser til. Reinhardt har fra denne tid berettet, at der blev holdt møder med alt fra Fanden til Vorherre. Det lyder ikke usandsynligt.
Det vides, at Reinhardt havde kontakt til en person placeret midt mellem disse to yderpunkter, nemlig forsvarsminister Orla Møller, der på tinge repræsenterer krigerkasten samtidigt med, at han er præst af Guds nåde.
I den foreliggende sag er han yderst positiv. Ja,efter Orla Møllers mening er der kun et par tekniske problemer tilbage og når de er ryddet af vejen, kan vi overtage Lynettehavnen for et symbolsk beløb.
Storm og stille naboer.
Ja det kom til at gå helt anderledes; thi som et gammelt ord siger: “Mens præsten prædiker, går Fanden på strejftog. Et par tekniske problemer?
Hvad er det? Tja, pludselig dukkede et stort miljøfartøj op i Lynettehavnen. Ved forespørgsel på rette sted bliver det oplyst, at Miljøministeriet har lejet kajpladsen for 4-5 år. – Bare sådan.
Nu er vi på den. Medlemskampagnen bliver straks standset.
Medlemstallet har nået tresindstyve. Forsvarsministeren bliver rykket flere gange og endelig modtager klubben en skrivelse, som bekendtgør, at vi desværre ikke kan få Lynettefortet alligevel.
Lokaliteterne skal bruges til andet formål. Det er da noget af et teknisk problem. Rigeligt for os, og det er sandt for dyden ikke de pæneste tanker, der bliver sendt til præst og forsvarsminister Møller.
Jonathan Swift sagde i sin tid om hofmænd, at to store leveregler for enhver mægtig mand ved hoffet er:
1. at holde masken og 2. aldrig at holde ord.
Det var selvfølgeligt dengang -eller var det ?
Der bliver indkaldt til ekstra-ordinær generalforsamling i den lille sejlklub.
Her bliver det besluttet at fortsætte det påbegyndte arbejde.
I den konkrete situation at søge andre muligheder for en havn.
Udsigterne ser langt fra lovende ud.
Også naboklubben, Mellemfortet er på Herrens Mark.
Den ligger i vejen for opførelse af Amager Kraftværk
og er tvunget til at flytte.
Mellemfortet kommer med en anmodning om at blive medlemmer hos os. Desværre mă anmodningen afslås:
En generalforsamlingsbeslutning har lukket for al medlemstilgang.
Det ser dystert ud på havnefronten; men som vi ved, er storm og stille naboer. –
Kort efter dumper et stort brev ind hos Reinhardt sendt af en god forbindelse i Borgerrepræsentationen.
Brevet er stemplet fortroligt og indeholder tegninger over et havneprojekt udarbejdet af Københavns Kommune og Havnevæsenet.
På grund af fortrolighedspåbuddet holder Reinhardt tand for tunge.
Få dage efter ringer Preben Jacobsen (Preben Vognmand og nu næstformand i s/k Lynetten) til Reinhardt og fortæller, at han på højere sted i Havnevæsenet har fået oplyst, at der ligger et projekt om en lystbådehavn i Margrethebugten. Preben har sikkert givet Reinhardt ,hele armen”, da han erfarer, at formanden kendte planen.
Begge er enige om, at disse planer nu må betragtes som officielle. Det gælder om at komme ud af hullerne
Det foreliggende projekt er baseret på 500 bådpladser med et indskud på 30.000 kroner pr. bådplads.
Reinhardt og Preben tager en samtale med havnebygmester Warming.
På baggrund af denne samtale kontaktes Københavns Sejlunion, hvor man bliver enige om, at det bliver s/k ,,Lynetten”, som fra sejlerside tager sig af det foreliggende projekt. Københavns Sejlunion stiller sin ekspertise til rådighed og lader straks en sagkyndig gå i gang med en skitseplan. Københavns Sejlunion anbefaler samtidig, at ,Lynetten” konsulterer rădgivende ingeniør Steen Christensen.
Dette råd bliver fulgt. Alt kører på skinner.
Vi er ruineret.
Her ihukommer kronikøren et par ting, der er hvisket ham i øret:
Da Reinhardt er af den gamle skole og der dumper en regning ind gennem brevsprækken på 65.000 kr. for overslag, skitser etc., bliver den nyslåede formand godt hed om ørerne og ringer til Preben Jacobsen:
Vi er ruineret, jeg har netop modtaget en regning på den nette sum af 65.000 kr., plus et projekt på 500 pladser med et indskud på 30.000 kr. pr. plads.
Hvad er vi i gang med ?
Preben får beroliget Reinhardt, som sikkert igen har holdt hånden på baglommen. Det er Prebens indtryk af tegningen over havneprojektet, at der mindst er plads til et par broer mere i Margrethebugten.
“Så er vi flere om at betale, så lad os nu roligt vente på, hvad det hele udvikler sig til”.
Tingene får lov til at udvikle sig. Efter et praj møder Reinhardt op på tilhørerpladsen på Københavns Rådhus. Der skal være møde i Magistraten, hvor der skal besluttes, om Kommunen og Havnevæsenet skal tage sig af projektet i Margretheholmsbugten.
I dagsordenen for mødet den 24. juni 1976 kl. 17.30 i Københavns Borgerrepræsentation hedder det under punkt 409/75:
Forslag til beslutning om, at magistraten optager forhandling med de implicerede myndigheder med henblik på muligheden af indretning af bådpladser for fritidssejlere på vandarealet mellem B&W’s Skibsværft, Amagerværket, Amagerforbrænding I/S og Margretheholm, samt om, at etableringen og driften af bådpladserne foreståes af eksisterende og eventuelt nyoprettede klubber, eventuelt således, at der som grundlag for planens gennemførelse ydes et kommunalt lån.
Reinhardt jubler.
Det viser sig, at der kun er én stemme for, at Københavns Kommume og Københavns Havn skal have noget med indretningen af havnen at gøre.
Alt bliver lagt i hænderne på s/k “Lynetten”.
Vi må til lommerne.
Reinhardt får travlt med en anden væsentlig sag: Økonomien.
Med tegninger af havnen under armen og en ændret beskrivelse af projektet, nu på 700 bådpladser, går Reinhardt til Amagerbanken, Sundby afdeling. Den daværende bank-bestyrer, Hugo Bechgård, løber projektet igennem og giver udtryk for, at beløbet, de projekterede 3,2 millioner kroner, er lige i underkanten. Der skal lægges en million oven i. Med dette tal, 4,2 millioner kroner, går Hugo Bechsgård til Amager-bankens ledelse med projektet, hvor det godkendes.
Klubben låner de 4,2 millioner kroner, der fordeles på de nu beregnede 700 bådpladser. En havneplads kommer til at koste 6000 kroner.
Ganget med 700 pladser giver det 4,2 millioner kroner. Det er de færreste af medlemmerne, der har 6000 kroner,under hovedpuden”, men det er der en løsning på.
Beløbet kan lånes af det enkelte medlem i Amagerbanken mod aflevering af en underskrevet havnekontrakt. Tilbagebetalingen er 200 kroner pr. måned plus almindelig bankrente. ”Lynetten” skylder ikke banken noget, men har en konto, som Klubbens nedsatte havnebyggeudvalg kan trække på i det tempo, arbejdet skrider frem. Dertil kan lægges, at Klubben har vedtaget, at hver havnekontrakt også koster 80 timers pligtarbejde for havnen.
Tja, nu er kortene ved at være fordelte. Det endelige projekt, udarbejdet af Steen Christensen, er nu på 8 broer, og giver plads til 700 både.
Arbejdet forventes at gå i gang omkring maj 1977.
Kontrakten med Havnevæsenet løber i 15 år og kan fornys, hvis Havnevæsenet ikke selv skal bruge arealet. Lejen bliver på 5 kroner pr. m2 plus et sikkerhedskrav på 600.000 kr. Dette vil give en leje for en bådplads på 1500-2000 kr. afhængig af bådstørrelse.
Dette bliver taget til efterretning af generalforsamlingen på Sønderbroskolen i Lybækgade søndag 27. marts 1977. Til stede er, med koner og det hele, 400 personer. Denne generalforsamling bevilger også bestyrelsen at leje et lokale samt indkøb af kontormaskiner. Pludselig har vi kontor og adresse:
Lynetten, Burmeistergade 1 C, st. th.
Fra primo maj 77 også telefon (01 57 57 78) åbent dagligt mellem 12:00 og 14:00 samt fra 17:00 og 19:00
Generalforsamlingen vedtager ligeledes et medlemsblad , Lynettenyt med Grethe Jacobsen som redaktør.
Det må nu stå klart for alle, at der skrives historie på havnefronten ved København.
Havnebyggeriet er i gang: Pælene rammes ned.
Til højre :
LynetteNyt begynder at udkomme med Grethe Jacobsen som redaktør.
Den fælles indsats skaber lynetteånden.
Nu kommer næstformandens talenter til deres fulde ret. Preben Vognmand ved
præcis, hvor der skal købes tømmer, rundholte etc., og jordarbejdet er naturligvis lige Preben.
På en helt anden front sker der noget. Et af klubmedlemmerne arbejder på B&W – Christianshavns daværende store kontorbygning på Amagersiden ved Knippelsbro, kendt som ”Ørkenfortet”.
En dag på jobbet lægger han mærke til, at et firma er i gang med at fjerne de gamle barakker fra Besættelsestiden på den modsatte side af gaden.>
Han tager straks derover og får oplyst: Grunden skal ryddes til opførelse af hus til Udenrigsministeriet. Barakkerne, der har rummet, Red Barnet”, skal køres direkte på lossepladsen. Det ender med, at “Lynetten” får toweekender til at tage, hvad vi kan bruge til vor kommende havn.
Preben Jacobsen leder ,,slaget”, og vi kan faktisk bruge det hele: Barakker med indhold af stikkontakter, kabler, lamper o.l., ja, selv buskads og planter bliver af kyndige folk gravet op og taget med.
Havn ? – Nej, den har vi ikke endnu, men på de to weekender, hvor ,,Lynetten” stiller med mænd, koner og unger for at give en hånd for at bjærge, hvad bjærges kan til fordel for vor sejlklub, ser vi begyndelsen til det, vi den dag i dag kalder Lynetteånden.
Det bjærgede materiale bliver oplagret på Krimsvej påAmager.
Arbejde på slæbestedet (altid et varmt emne på Generalforsamlinger)
Som andre klubber skal vi også have en stander. Den bliver tegnet af medlem nr. 1: Reinhardt, og godkendes af en generalforsamling.
Her giver jeg ordet til Reinhardt om symbolikken i standeren:
Nogle medlemmer fandt det mærkeligt med dette lyn i standeren, for Lynette er jo navnet på en god, gammel dansk forpost og har ikke noget med lyn at gøre. Nej, det har det, så vidt jeg ved, heller ikke. Men da jeg tegnede standeren lagde jeg en vis symbolik i den, nemlig:
For oven, den lyseblå sommerhimmel, for neden den mørkere blå, er havet og det hvide L står for navnet Lynetten. Det røde lyn symboliserer den fantastiske fart, som vi alle arbejdede med og til alle tider.
Derfor lynet i standeren”.
FLAKFORTET er netop kommet i Københavns sejlunions besiddelse. s/k ,Lynetten” – sejlklubben uden havn – endnu, arrangerer fællestur til Flak-fortet for sine medlemmer.
Turen udgår fra Sundby, hvor den store koncentration af medlemmer findes. Natten før fællesturen syer Grete Jacobsen to store Lynette-standere. Den ene bliver sat i toppen på førerskibet, og det er en stolt flotille, der står ud på
Sundet med kurs mod Flakfortet.
For deltagerne bliver det en uforglemmelig dag.
På kapsejladsbanerne begynder “Lynetten”s stander at gøre sig bemærket blandt de vindende både.
Vi begynder nu på bar bund.
Der skrives maj 1977. Jord-arbejdet er begyndt.
Der bliver lavet en fangarm fra Refshalevejen til Margretheholm.
De første 2000 m3 er kørt på. Firmaet er Rasmussen &Schiøtt. Sidst på måneden satser vi på at komme i gang med ramning af pæle.
Der er ved at komme stil over det. Kontoret får telefon.
Der er anskaffet brugte møbler, der er hængt lampe op fra baraknedrivningen. Der er indkøbt kontormateriale. Det er ved at ligne noget i bedste “OK-style”. – Det kniber lidt medsamme stil ved indkaldelsen til ekstraordinær generalforsamling den 12. juni 1977.
Det hedder i indkaldelsen:
Da vi kun har to punkter på dagsordenen, har vi fundet det nemmest at mødes ved vores havn omkring B&W’s parkeringsplads.
Medbring tøj tillejligheden, f.eks. regntøj, da mødet holdes i fri luft.
Bare sådan. Nu vel, der møder ca. 200 medlemmer op.
Dagsordenens punkt 1 omhandler garantisum til Havnevæsenet.
Alle er oppe på mærkerne. Behandlingen af dagsordenens punkt 1 giver et godt billede af Klubben.
Bestyrelsen fremsatte følgende forslag:
Den af Havnevæsenet ønskede garanti tilvejbringes ved, at Amagerbanken afgiver bankgaranti over for Havnevæsenet for beløbet. Sejlklubben ”Lynetten” v/bestyrelsen indestår Amagerbanken for, at Klubben refunderer ethvert beløb, som banken måtte udree som følge af garantien..
Til imødegåelse af garantien betaler hvert aktivt medlem et ekstraordinært kontingent på 50 kroner fra 1.10.1977.
Dette kontingent indsættes på en konto i Amagerbanken og kontoens indestående tillige med påløbne renter, kan kun anvendes til imødegåelse af Amagerbankens garanti.
Bestyrelsen bemyndiges til på Klubbens vegne at underskrive de for garantistillelsen nødvendige dokumenter.
Forslaget bliver enstemmigt vedtaget.
Under punkt 2 giver Steen Christensen en kort orientering om det fremadskridende havnebyggeri.
Til venstre:
Afholdt Generalforsamling under åben himmel og med vores Rådg. ing. Steen Christensen på talerstolen, under pkt. 2.
Her over:
Sejlklubbens første (midlertidige kontor) i Burmeistergade 1.
Gratis ål til alle.
Der bliver rammet pæle den sommer.
Folk bliver sejlet ud til rammeværket i en lille øse” kaldet Bitten.
Rammeværket har to professionelle jord- og betonfolk ombord. Vi er to eller tre amatører fra Klubben af de mest forskellige afskygninger:
Arbejdere, kontorfolk og akademikere i en skøn blanding.
Det går bare der ud ad, og det er ikke kun broerne,der bliver tømret sammen. Nej, vi bliver det allesammen. Det fælles arbejde, det fælles mål etc. skaber et fantastisk kammeratskab, der styrkes i takt med, at broerne rejser sig ud af vandet.
Medio august er der afviklet 6750 timer.
Broerne er færdigbyggede. Arealet skal tørlægges.
Fangdæmningen er færdig.
Ud kommer vandet, men det tager sin tid.
Det hjælpergevaldigt, da et udløbsrør fra B&W bliver lukket med sandsække af frømænd, og pumpernes antal øges til 9.
Således når vi bunden, og herfra kan det kun gå opad.
Det går dog først i fisk”. Det vrimler nemlig med ål.
Der er ål til alle. Vor første pladsmand, Leif fra Sundby, mener, at der må være knap et 1/4 ton ål.
Gravearbejdet pă den blotlagte havbund giver i begyndelsen vanskeligheder for gravemaskinerne; men det går støt og roligt fremad.
Vi skriver september 1977. Arbejdet er nået ca. halvvejs.
Pælene til agterfortøjningerne er kommet.
Edb-maskinen har beregnet de forskellige afstande mellem pælene efter medlemmernes opgivne mål.
Der arbejdes med ramning af jern dipperne til udrustningskajen. Jernbanesvellerne, som puttes” i dipperne er tungt arbejde.
Landfæstebroen er påbegyndt.
Der er af myndighederne stillet for strenge krav til opførelse af et regulært klubhus. Vi er derfor i stedet gået i gang med funderingen af et ,,masteskur”, det ser ud til at blive af pæn størrelse, og det bliver ret så anvendeligt.
Rosende artikler i Politiken og Sejl & Motor giver tilstrømning af nye medlemmer.
PA DEN ORDINÆRE generalforsamling den 26. oktober 1977 åbner Preben Jacobsen i egenskab af fungerende formand generalforsamlingen.
Reinhardt Hansen har fået lægepåbud om at ,,skrue ned for blusset”.
Han ser sig derfor nødsaget til at træde tilbage fra formandsposten i ,Lynetten “, Den fungerende formand, Preben, foreslår under punktet, at vi som tak ford en store indsats, Reinhardt har ydet for Klubben, udnævner ham til Klubbens første æresmedlem.
Dirigenten, Hans Guldager, giver efter vedtagelsen ordet til Reinhardt, som takker og siger, at han vil bære denne hædersbevisning ikke blot for sig selv, men som hædersbevisning for alle, der har været med på idéen at bygge en havn i Margrethebugten.
Per Jensen fra Amagerbanken orienterer generalforsamlingen om, at der fra 1. april til 25. oktober i 1977 er brugt 1.417.000 kroner.
Tilbage er 2.624.000 kr. Beløbet er komet fra 671 undertegnede kontrakter + en mindre rente tilvækst på 19.000 kr.
På generalforsamlingen bliver Preben Jacobsen valgt som formand for ,,Lynetten”.
Det begynder at ligne en havn.
Der skal bygges shop med bådgrej.
Det må være på sin plads at give ordet til Klaus Schlichter fra “Lynettens Bådservice”, der var med længe før begyndelsen af vor nuværende havn:,
Allerede inden Seilklubbens nuværende position var kendt, spurgte Reinhardt Hansen mig, om jeg var interesseret i at starte en filial af Shoppen i en kommende lille og hyggelig sejlklub, som han sammen med andre sejlere fra Sundby Sejlforening havde planer om at etablere.
Næsten 2 år efter, at Sejlklubben havde fået opgivet en fast position og for en noget større havn, gjorde jeg alvor af at starte Lynettens Bådservice.
I mellemtiden var Preben Jacobsen blevet formand og han bad mig hurtigst muligt fremkomme med et etableringsforslag til bestyrelsen.
Jeg var bekendt med, at Sejlklubben havde forespurgt flere benzinselskaber om deres interesse i etablering af et brændstofanlæg, men havde fået et pænt afslag fra benzinselskabet OK Olie A/S, men i øvrigt ingen reaktion overhovedet. Alligevel vovede jeg at kontakte direktør Brun fra OK Olie A/S, som jeg kendte fra vores samarbejde i Sundby Sejlforening, og fik ham overtalt til at besøge os i Sejlklubben vinteren 1977/78.
Jeg hentede ham personligt i hans firma, og vi kørte straks ud til byggepladsen, som var omgivet af mudder og mudder og mudder igen.
På mit forslag om, at vi skulle besigtige en eventuel placering af tankanlægget, fik han et helt forskrækket udtryk i ansigtet, men sagde til min
store og positive overraskelse, at han alligevel gerne ville være med pă ideen. Dog skulle vi opsætte en flagstang med OK flaget i toppen, så han, hvis det
gik helt galt, kunne genfinde tankanlægget, om det efterfølgende skulle forsvinde i mudderet.
I øvrigt var det også vigtigt med flagstangen, idet den skulle markere hans sidste gode gerning hos OK Olie A/S, som måneden efter blev overtaget af Andelsselskabet FDB.
Det næste punkt var så at finde en egnet bygning.
En god bekendt og kunde i Sundby Sejlforening skaffede os hurtig en god kontakt til Københavns kommune, der havde nogle bygninger pă Avedøre Holme,som var brugt til boliger for indvandrere.
Desværre ville ingen bo derude, så de bedst bevarede bygninger skulle derfor flyttes til det nuværende vandrehjem over for Bella Centret.
Jeg var heldig og købte to gode bygninger på hver 60 m, som jeg kunne sætte sammen og derved få en pæn forretning, så jeg henvendte mig derfor til foreningens altmuligmand og kaptajn, Preben Jacobsen om lidt transportrådgivning. Da klubben også selv kunne bruge sådan en bygning til juniorhus,”foreslog” Preben mig, at han afholdt transporten, og klubben ville så beholde den ene bygning som betaling.
Nu havde vi et tankanlæg og en halv forretning, så næste punkt var derfor at få sat tingene i gang.
Så snart det var fysisk muligt, gik jeg i gang med at støbe fundamenter, og da jeg alligevel var godt i gang, “foreslog” Preben, at jeg ogsă lige kunne gentage arbejdet på juniorhuset.
Efterfølgende bad Preben mig at deltage i klubbens byggemøder, idet jeg ham bekendt havde godt kendskab til det med byggepladser.
Jeg husker tydeligt mit første byggemøde med bl.a. deltagelse af en arkitekt, der var ansat som pligtarbejder og klubbens rådgivende ingeniør Steen Kristensen, som arbejdede af pligt.
Preben ledede byggemødet, som var det i hans én baghave. Linjerne blev udstukket, og ordrene afgivet. og selv om jeg personligt havde været vant til 5-10 ugentlige byggemøder, kunne jeg ikke genkende stilen.
To ting stod mig nu helt klart:
1. Preben havde fuld kontrol over en byggeplads, hvor demokratiet for længst var “struktureret” .
2. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg overhovedet behøvede at være der og derfor blev det både mit første og sidste byggemøde.
Jeg fortæller dette, fordi jeg var og stadig er, fuld af beundring over, at en stor flok af såkaldte amatører, sammen med de rigtige ledere, og der var mange andre end Preben, ser netop på det tidspunkt kunne få dette projekt op at køre. Ikke bare overholdt de stort set det lagte budget, men også den lagte tidsplan blev efterlevet i en grad, som jeg tror aldrig mere vil kunne blive gentaget med en sådan succes.”
DET VAR KLAUS’ egen beretning om dengang.
I dag, et kvart århundrede efter, konkluderer Klaus:
Jeg føler stor vemod og vrede, når talen i dag går på tunnelplaner og dermed måske havnens endeligt.
Ikke bare af økonomiske årsager, men langt mere for mangel på respekt for mange menneskers store arbejdsindsats.
Dette handler om et stykke lokal folkehistorie, om et privat initiativ parret med offentlig velvilje. Dette projekt drager paralleller fra fortidens nybyggere til vor tids mange interessegrupper: Det lykkedes med et flot resultat – ikke mindst i menneskelig forstand.
“MEKANISERINGEN vokser, foruden ,Vandrotten”, specialfartøj ved broarbejdet, har vi fået en pendant på land, traktoren ,Nette Lyn”, til den nettesum af 4.000 kroner.
Jovist,maskinparken udvides. Det besluttes, at slæbestedet placeres midt i havnen.
Den 17. og 18. september 1977 deltager “Lynetten” for første gang i holdkapsejlads i Rungsted, Larchmont Cup.
Vi deltager med 3 folkebåde og besætter sidstepladsen . . . men vi var med.
Så selv om vi nu har fået sat hegn om hele vort område, så er det ikke fordi, vi vil låse os inde.
Nej, vi vil gøre os positivt kendt på alle felter.
På en byggeplads i Lynge står et hus i vejen for et nytbyggeri.
Huset har været anvendt som bank. Hvis vi vil fjerne det i løbet af de næste 4 dage, så er det vores.
Således får vi havnekontor og ”masteskuret” rejser sig i al sin magt og vælde. Spærrene er kommet på plads i en pibende stiv kuling ved hjælp af kran og en god del håndkraft.
Arbejdsindsatsen vises respekt.
Vi skriver medio januar 1978.
Dagene længes, men som det gamle ord siger, så vil vinteren trænges.
S/k “Lynetten” får besog af Hundige Bådklub, der alvorligt spekulerer på at gå igang med en selvbyggerhavn. Gæsterne viser under besøget beundring over pligtarbejdernes effektive indsats med hegn, broer og ,masteskuret”.,
Hvor meget har I lavet selv ?”, lyder det første spørgsmäl. Preben Jacobsen svarer: Alt undtagen selve pæleramningen og fangdæmningen.
Det har været et slid med broerne. Pælene er hamret ned i kridt, og alle boltehullerne er lavet med håndbor, da vi ikke har strøm på arealet endnu”.
Hvor fik I idéen fra med selv at bygge ?
Preben svarede: ,,Det er egentligt Uffe Skadegaard fra Øst”, der er kommet med selvbyggeridéen, derefter kom ,Mellemfortet” og ,Syd”.
Vi har hentet råd hos dem, som l gør det hos os i dag”.
EFTER TRAVETUREN på arbejdsområdet fortsætter samtalen i det nyopførte havnekontor ,,Søpavillonen”. Thomas Ekdahl orienterer om pligtarbejdet: Medlemmerne har ud-fyldt et skema med oplysninger om, hvornår de kan arbejde, hvilke hverdage, weekender og feriedage, der er disponible”.
På spørgsmålet om 80 arbejdstimer er tilstrækkeligt til at løse opgaven, svarer Thomas: Til dato har vi brugt 45 procent af timerne, så her er der intet problem. Der bliver dog ikke tale om resttimer”.
Alle kommer til at erlægge alle pligttimer”, Dansk Sejlunion”s årsberetning for 1977 bringer medlemstallene for de 25 største sejlklubber i landet. Vi noterer fra denne kommentaren: ,Mest bemærkelsesværdig er “Lynetten”, der fra at være en af de små klubber nu er den femte-største.
Forklaringen er, at havnen er ved at være klar, alle pladser er solgt.
Vi vækker opmærksomhed.
I denne konkrete situation ryger vi fra en 112. plads med et medlemstal på 101 medlemmer op som nummer 5 grundet en medlemstilgang på 774.
Det ser voldsomt ud på et diagram. Det er soleklart, at den store tilgang af nye medlemmer sætter sit præg på klubbens holdninger såvel internt som eksternt. Selv om vi har hegn om området, vil dønningerne fra samfundet ,udenfor” naturligvis skvulpe ,ind” i Klubben.
“Lynetten”s medlemmer har tilsluttet sig en resolution vedtaget på Sejlerdagen 18. februar 1978 mod indførelse af bådskat. Resolutionen slutter med følgende “bredside”:, Politikernes ønske om at lægge skat på en gruppe menneskers fritidsaktivitet og dermed forringe denne aktivitets gavnlige virkninger på miljø, på ungdomsarbejde, pä sikkerheden til søs og overhovedet på en idrætsgren, hvor Danmark traditionelt har rangeret blandt de førende, står i forbløffende kontrast til, hvad de fleste partier har erklæret som deres målsætning på disse områder: Miljø, ungdomsarbejde, sikkerhed og idræt overhovedet.
Der er ikke blot tale om en åbenlys selvmodsigelse, men der er
tillige tale om et eksempel på det hykleri eller dobbeltmoral, der gennem lang tid og med større eller mindre ret hos den brede befolkning har fremkaldt
et indtryk af manglende konsekvens hos danske politikere.
SEJLERDAGEN 1978 må derfor på det mest indtrængende henstille til Folketinget,at det afstår fra at ødelægge grundlaget for en på flere punkter nyttig fritidsaktivitet, og det bør følgelig forkaste det lovforslag om periodisk værdiafgift, som ministeren for Skatter og Afgifter i medfør af lov nr. 207 er bemyndiget til at fremsætte.”
Vi er ikke en søndagsskole og om at grav grave..
Trods Folketingets sejlerfjendske holdning, trods mørke og vinterkulde kører vort arbejde med havnen videre. Trods alt !
Det er helt eventyrligt, hvad der bliver præsteret! Slæbestedet er ved at være færdigt. De omliggende broer er færdiglavede.
Ogsă ,,maste-skuret” begynder at ligne det, vi har drømt om.
NATURLIGVIS er alt ikke lyserødt. Med den store medlemstilgang vil der givetvis være mindre heldige elementer i mellem.
Vi har på intet tidspunkt givet os ud for at være en søndagskole.
Alt har sin modpol. Det vil altid være et spørgsmål ombalance. Der er “gode” og “dårlige” mennesker overalt.
I tilgangen af medlemmer er der nogle, som har vægret sig ved at arbejde. Under skyldig hensyn til folks evner og muligheder skal der arbejdes – også i
mudder, om vi kan lide det eller ej.
Bestyrelsen vil tage stilling til konkrete prekære sager, hvor der er tale om brud på havnekontraktens krav om pligtarbejde. I nogle situationer kan eksklusion af Klubben komme på tale; men her vil alt blive nøje undersøgt og vurderet.
El-transformer er på vej, så vi får varme i ”Masteskuret”.
Belysningsvæsenet arbejder desværre ikke i “lynettetempo”.
Nej, ingenlunde. Hele vinterener gået. Sagen er lovet behandlet som en hastesag. Og telefonen ? Ja, telefonen skal nævnes her.
Kablet graver vi ned efter anvisning fra KTAS. Efter denne ihærdige indsats fra vor side graver KTAS kablet op igen. Dette var selvfølgelig også en indsats – bevares – all right – indrømmet. Den var i realiteten dobbelt så stor indsats; for de graver kablet ned igen så snart, det er gravet op og på det nøjagtigt samme sted. Stedet har de jo også selv ud peget.
Nu varer det nok ikke så længe, så får vi telefonen tilsluttet.
Der er købt 2 folkebåde til selvaptering. Det er vores skolebåde.
Amagerbanken har sponsoreret. Banken giver os det dobbelte i rente på byggekontoen med tilbagevirkende kraft. Vi begynder at ligne en sejlklub. Havnen er ved at tage form. Der mangler en bro 9, jordarbejde, uddybning, indhegning, toiletter og el-installationer. Det beløber sig til ca. 100.000 kroner. Det er der dækning for.
Havnen er nu ved at være en realitet. Ja, den er så tæt på, at Havnevæsenet meddeler, at vi ikke må bruge navnet ”Lynettehavnen” om vort område.
Vi kalder det så Margretheholmshavnen.
Pokaler til huse.
Trommer går over sø og land om vor sejlklub og vor selvbyggede havn.
Det er sågar rygtet i det Jyske: I 1974 indstiftedes her Skipperpokalen “af Jysk Boat Show” og Dansk Købestævne, med det formål at hædre en person, der har gjort særlig indsats for sejlsporten eller bådbranchen i det forløbne år.
Da pokalen i år uddeles for fjerde gang, vælger en énstemmig jury sejlklubben ,,Lynetten” .
I Dronning Margrethe Hallen torsdag 2. marts 1978 modtager Havnens to ledende , igangsættere, Reinhardt Hansen og Preben Jacobsen, Skipperpokalen 1978.
I presseomtalen hed det bl.a. om “Lynetten ‘s medlem nr. 1 og første æresmedlem:
– Projektets foregangsmand er navnkundige Reinhardt Hansen – bl.a. kendt for sit store engagement for Søsportens nødradio”.
Rigtigt flot, og så har vi end ikke fået vand i havnen endnu.
Det stopper ikke her.
Kronborgpokalen, en vandre pokal der uddeles af Kongelig Dansk Yachtklub for betydelig indsats for sejlsporten, blev tildelt Preben Jacobsen for indsatsen i 1977. Hvad må det ikke blive til, når vi får vand i havnen?
Og vandet kommer; og Havnen indvies.
Spændingen er på bristepunktet. Vi skriver 6. april 1978.
Der åbnes for vandet. I begyndelsen pibler det ind. Senere ligner det en fos ved forårstide.
Det tog 12 timer, før vandhøjden var udlignet. Dagen efter sejlede den første båd ind på plads. Et stort øjeblik, men det var en indsejling med handicap.
Indsejlingsrenden er pejlet til 1,8 meter ved daglig vande.
Den blev markeret med 4 pinde, der stak så ydmygt op af vandet, at en person i båd fjerner dem.
Der plejer jo ikke at stikke kæppe op af vandet der !
Dette vanskeliggjorde i sagens natur indsejlingen. Der kom mange grundejere” den dag.
Uddybningen vil ikke begynde før maj måned.
Så bliver det meget nemmere – ikke mindst når afmærkningen kommer på plads.
Så er der indvielse af havnen!
Hvad mangler vi? Det skal være i orden alt sammen.
Malingen af Masteskuret” er i slutfasen, vi satser på, at det elektriske når
at komme i orden, at vandet når at blive lagt ind, at terrassen bliver nydelig med ,brolægningen” med pæleresterne.
Alle, der kan, opfordres til at komme og give en ekstra hånd med.
Det skal blive en uforglemmelig indvielsesfest 20. maj 1978 .
Det bliver det. Urban Hansen, som på Rådhuset klarede et ,JA” til,Lynetten”, klarer også standerophalingen.
Kommandørkaptain Laub, delegeret for vor store nabo mod syd, Margretheholmen, forestår afsløringen af stenen til minde om denne skelsættende begivenhed i vor historie. Vi får gode ord med på vejen. Teknisk
snilde og kvindelig charme får dåben af skolebådene til at forløbe på bedste sæt og vis.
Flyvevåbnet giver en perfekt helikopteropvisning. Falck giver demonstrationer fra søredningstjenesten, og ved slæbestedet gør Gunnar ,,Nu” Hansen sit til, at tolv nye optimistjoller på behørig vis tager vandet.
Fra Amagerbanken klarer Fru Madsen dåben af to laserjoller med stor elegance.
Så er det tid til mad og drikke.
Og det er lidt af en opgave. Der er naturligvis grænser for, hvor meget ”Masteskuret” kan rumme, men på pladsen har Civilforsvaret vist deres kunnen
ved at rejse et kæmpetelt.
Menuen? Hvad er nærmere dagens anledning end at servere en gang skipperlabskovs. Og det bliver der, og den er vellykket.
Kaffen ovenpå ligeledes.
Så er det tid til en svingom. Orkestret gør, hvad det kan for at blæse teltet omkuld, men CF-erne har gjort et godt stykke arbejde. Det lykkes ikke.
Ved midnat brager og lyser et festfyrværkeri over vor havnefront.
Der sluttes af med vor Lynettestander i sine fire farver lysende på nattehimlen med drønende salut brag som akkompagnement.
Det er en fantastisk oplevelse og en flot markering af den vigtige bøje ”Lynetten” vi her rundede.
To formænd og en Overborgmester.
Vores medlemmer på slap linje ved havnens 10 års jubilæum.
Første distancekapsejlads og første gæstesejlere.
Fra “Lynetten “s begyndelse er det fremgået, at blandt Klubbens formål var også afholdelse af kapsejladser.
Det må derfor her være på sin plads at berette, at vi dagen efter indvielsen afholder Klubbens første distancekapsejlads.
Der er 82 både tilmeldt, hvilket er nok til, at Klubben efter et møde i Søsportens Sikkerhedsråd (Handelsministeriet) får forbud mod at gennemføre sejladsen i det planlagte område øst for Kongedybet ved Middelgrunden.
Dommertrojkaen
(Thomas Ekdahl, Preben Jacobsen og Preben Barner fra “Sundet”) flytter ved hjælp af dommerbåd og følgeskibe hele startlinjen over på østsiden af
Hollænderdybet.
Arrangementet bliver således klaret i bedste lynetteånd. Men øst mig her og
øst mig der: Vinderen af sejladsen blev en Solus D540, ,,Sofus” fra sejlklubben ,Øst”.
Havnen er fyldt op med både.
Pladserne fordelt. Ah ja, fordelingen løb ind i de uundgåelige vanskeligheder. Det er muligt, at nogle af medlemmerne vil erindre sig Bernard Shaw, som i
sin tid sagde, at der er to tragedier i livet.
Den ene er ikke at få sit hjertes ønske.
Den anden er – at få det.
Der går kage i fordelingen.
Havnepladserne er beregnet på grundlag af de første 450 medlemmers bådstørrelser. Desværre får ikke alle pladserne de mål, som fremgår af tegningerne.
Kridtlaget, som strækker sig fra Dover og nordøstover via Rügen, Møn og Stevns, passerer også vor havn, og det findes lige under havnemudderet.
Det kræver foruden faglig kunnen også held at placere en fortøjningspæl , ret i øjet”.
Opgivne mål på bådene svarer i mange tilfælde ikke ganske til den barske virkelighed, men er i højere grad relateret en utopisk båddrøm.
Der er i mange tilfælde tale om, at virkeligheden gør bådene mindre, end de var i drømmen.
Nogle medlemmer har ikke opgivet mål. Andre har anskaffet sig ny og større
båd uden at oplyse Klubben herom. Det viser sig også, at der ikke er gravet tilstrækkeligt ud mellem Bro 5 og Bro 6. Det nye edb-anlæg fejlplacerer også
nogle af bådene og hovedproblemet:
Bro 9, landfæstebroen, i den vestlige ende af havnen er ikke færdig endnu.
De første gæstesejlere ankommer.
Godt vi nåede at få vand i hanerne, at toiletterne i Masteskuret” virker.
Havnetaksten er dog rimelig: De første 3 døgn er gratis, derefter er
taksten 15 kr. pr. døgn for en ”almindelig” bådstørrelse.
En tysk besætning bliver så begejstret over den venlige modtagelse de får, at den forærer os et spejl til baderummet. Store forhold, og til efteråret er det meningen, at vi skal have elektrisk lys i havnen.
Badehuset er udvalgt. Der bliver 2 x 3 stk. toiletter, 2 x 3 stk brusebad og et ca. 100 m2 stort rum, der kan bruges til lidt af hvert, undervisning, private fester etc.
Også ,Masteskuret kan lånes til private fester ved at varsko kontoret og få en nærmere aftale. Et ,,Projekt Arbejdsskure” er under udarbejdelse.
Prisen pr. skur beregnes til 15 timers arbejde + et kontant depositum svarende til materialeprisen. Den totale ydelse (materialer + arbejde) nedskrives med 8 procent af totalsummen om året. Der rejser sig røster om et rigtigt masteskur til rigtige master: Til slæbestedet er der indkøbt ophalervogn og spil.
Vi har fået ansat en heltids-kontorassistent, som begynder 18. oktober anno 1978.
Kært barn har mange navne.
Det går så ufatteligt i sin godt, sidst at Kirkeministeriet i sin tid udsendte navneliste har godkendt, at et barn kan navngives Lynette, på den eneste betingelse, at det er en pige.
ÅRET 1978 er ved at gå på hæld. Klubbens første sæson med egen havn.
Alt er ikke gået efter bogen, og vi har lært, at der er forskel på praksis og teori.
Grundlæggende har vi været af den opfattelse, at havnen ligger fast.
Nu er der, medens året går mod sin afslutning, fremkommet den besynderlige situation, at molehovedet på østmolen trods alle beregninger ligger atten meter længere mod vest, end tilfældet er (var ?).
Det viser sig, at Havnevæsenets uddybning til benefice for firmaet Carl Nielsen i forhavnen, som her beregnet til at give seks meters dybde op til det østre mole
hoved, af uforklarlige årsager mangler atten meter i at nå så langt.
Tegningerne er gået grundigt efter. Ingen kan forklare årsagen.
Der hersker dog ingen tvivl om, at vi nu kommer til at betale for en uddybning af vort sejlløb. En ekstra udgift på 167.000 kr. og lige op til årets afslutning.
Her står Klubben over for en overmagt. Vi kan kun tage det ad notam.
Fangdæmningen mod syd har vi også fået problemer med.
Vi er blevet pålagt at fjerne 12.000 m’ jord ved den sydlige fangarm, da Flådestationens både skal ligge i vores havn.
Klubbestyrelsen er i forhandlingerne gået med til at betale 50 procent af beløbet. Vi kan så trække 10.000 m2 fra det havneareal, vi råder over, nemlig
120.000 m2 minus 10.000 m2 = 110.000 m2.
Det giver en klækkelig reduktion i havnelejen.
Her er penge at spare.
Som Preben Vognmand engang sagde, at ,,Havnevæsenet forlanger årligt 3/4 million kroner af os for at leje det havne område, vi selv har banket op at stå for egne penge og arbejdskraft. De fik ikke en krone, da edderfuglene svømmede rundt på to-tre fod vand”.
Vedrørende indsejlingen har vi fra Farvandsdirektoratet modtaget besked om, at de nye regler for båker træder i kraft 1979.
Vi er ikke helt på det rene med reglerne endnu. Foreløbig låner vi nogle gamle bøjer af Havnevæsenet.
Havnen er blevet indviet. Det skete nøjagtigt et år minus tre dage efter den
dag, hvor vi fik det første læs jord kørt ud til fangdæmningen.
Problemerne har været legio.
Bestyrelsen har gjort sit bedste.
Det har været en kæmpeopgave. Der er lavet broer, agterfortøjningspæle, molehoved er udgravet, der er kommet en shop, Masteskuret” er kommet op at
stå, der er oprettet juniorafdeling, vi har fået skolebåde og følgebåd til optimistjollerne.
Jens Kramer ankommer i helikopter ved indvielsen af vores nye klubhus.
Uro i rækkerne.
Der satses nu på opstilling og indretning af masteskur, inden den første sne kommer.
Der skal opstilles toiletskur med badefaciliteter mellem Bro 8 og 9.
Dette arbejde beregnes færdigt inden jul.
Ved slæbestedet skal der laves undervandsarbejde, og på land skal der bygges spilhus, Bro 9 skal bygges færdig, og der skal lægges tag på Juniorskuret.
En kloakplan for Havnen er også ved at være klar, og der er planer om et rigtigt køkken i ,Masteskuret”.
DET KNAGER blandt Klubbens medlemmer.
Somme mener, at formanden kører for enerådigt på.
Andre mener noget andet, men der er uro i rækkerne. Niveauet er sågar
nede på, at der skrives anonymt til bestyrelsen. Den ordinære generalforsamling afholdes 7. oktober 1978.
Efter afholdelsen af denne generalforsamling kan Preben Vognmand skrive:
” Må jeg her rette en tak til generalforsamlingen for den store opbakning, jeg fik……
På den ordinære generalforsamling 25. marts 1979 bryder uroen i Klubben ud i lys lue.
Fra referatet i LYNETTENYT hedder det:
. . , Der var utilfredshed med bestyrelsens kurs, handlinger og (manglende) samarbejdsform – en utilfredshed, der samlede sig stærkt omkring formand Preben Jacobsen”. . .
Bestyrelsen får et mistillidsvotum, beretningen bliver forkastet. Der bliver afgivet 203 stemmer. For Bestyrelsen stemte 92. Mod Bestyrelsen 100.
Der var 11 ugyldige stemmesedler.
En bevægende stormfuld periode i sejlklubben ,,Lynetten er forbi. Med otte stemmers flertal nedstemmes pioneren Preben Jacobsen og må forlade styreåren. Han var formand for Lynetten gennem Klubbens sværeste tid, hvor vanskelighederne tårnede sig op. Hvor det kun gjaldt om at arbejde sig ud
af problemerne.
Modsat de søfolk, som omtales i Salmernes
Joseph Conrad: Almayers Gæst, bd. 1, Bog, skal det hedde om “Lynet-
ten”:
Vi klarede opgaverne selv. Vi byggede selv vor havn.
Om Preben?. . . Ja, som Joseph Conrad, tidligere sømand, skriver i sin roman ,Almayers Gæst”
Det er kun dem, der ingenting udretter som ingen fejltagelser begaar”
MIN DYBESTE TAK og respekt til pionererne, der fik Lynetten” gennem brændingen og ud på åbent hav.
Vi er nu ved at runde 25 års-bøjen. Endnu går det med røjlerne sat, der er fair wind- and plenty of it”.
Må fremtiden være med os, at vi kan bevare enklaven Margretheholms Havn
under ledelse af en fornuftig sejlklub “Lynetten”.
Good luck!
På ny halse!
Den ekstraordinære generalforsamling 6. april 1979 vælger ny bestyrelse med Jørgen Ulm som formand. Der er tale om “kursændring”.
Lynettenyt, der har fået ny redaktion under Rolf Jonshøj, skriveri-lederen af det første blad efter generalforsamlingen:
Så temmelig hovedkuls er Lynetten på vej ind i sin anden sejlsæson.
Tøbruddet kom pludseligt med sol og varme i Påsken og hev os ud af stuen.
Og samtidigt fandt vi pludselig OS selv i gang med et opbrud, med et brud med det første kapitel af Lynettens historie.
Lad os nu se, om vi nu selv evner at skrive videre.
Lynettenyts referater af de to stormomsuste Generalforsamlinger er ikke hyggelæsning.
Men det er medlemmerne selv der formede forløbet. Så må de også kunne bære at læse om det. Det er den holdning, som bladets nye redaktion vil handle ud fra.
I den nye sæson er der meget at lave for os alle. Også ud over vore egne både. Havnen skal bygges færdig, bassinet skal uddybes, skure skal opføres, ud-
dannelsesprogrammer sættes i værk.
En ny bestyrelse er sat til at trække læsset. Men det er faktisk også op til læsset selv, nemlig medlemmerne, at vise, at de overhovedet lader sig trække, vil skubbe lidt fra og lette jobbet for de nye.
Der er svært mange, der er klar med kritik. Også fra generalforsamlingernes talerstole.
Den er der også brug for. Men bagefter gælder det om at vise, at tingene kan gøres anderledes. Nu har vi chancen.
Go’ vind! Redaktionen.”
Havnen ” færdiggøres ”.
Det er en stor opgave, den nye bestyrelse går i gang med.
Havnen er langt fra færdig.
På det første bestyrelsesmøde bliver linjerne stukket ud.
Der er enighed om, at det bliver nødvendigt med forhøjelse af indskuddet med 1000 kroner for hver tegnet havnekontrakt for at få havnen færdiggjort.
Af andre sager vedtages:
Nye medlemmer skal foreslås og bekendtgøres i Lynettenyt (proponeres).
Referater fra bestyrelsesmøderne til medlemmerne.
Redaktøren af Lynettenyt skal vælges af Generalforsamlingen.
Ophalervognen skal betales uden retssag.
Kontingentfrihed for bestyrelsesmedlemmer og ansatte.
Havnedybder undersøges.
Forbehold over for ingeniør tages.
Der anskaffes en ny arbejdsbåd ”Den røde banan” og foreningskassen anskaffer et klaver.
Den voksende juniorafdeling får sin første yngling Smølfen
Følgende arbejder iværksættes eller videreføres:
Hele landpladsen belægges med slagger fra kraftvarmeværket.
Udgravning af havnebassinet, så de oprindelige dybder passer.
Den første række skure gøres færdig.
El på de sidste tre broer.
Badehuset (det senere Vestersøhus) indrettes med et opholdsrum. Bad, toilet og kabys må vente til efter kloakering næste år.
Der besluttes at ansætte en havnefoged.
Lynetten har nu 1139 medlemmer.
Der etableres kapsejladsmatcher hver tirsdag aften.
Kapsejladsudvalget afholder stævner for kølbåde, joller og optimister.
Udvalget har stået for Danmarksmesterskabet for L-23 både.
I vore to folkebåde Lyn og Nette er der stadig lange ventelister for at komme på skolesejlads.
I “masteskuret” arrangerer festudvalget kammeratskabsaftener omkring det nye klaver. På en sådan aften kunne der være 138 medlemmer, men så var der
også “Full House” i “masteskuret”.
10 års jubilæumsrevyen.
En gnist kan tænde.
Efteråret 1979 foreslår et medlem, at vi skal have et nyt klubhus.
Efter afstemning på efterårsgeneralforsamlingen samme år bliver det besluttet,
at bestyrelsen til næste Generalforsamling kommer med udkast til nyt klubhus samt overslag over pris og eventuel finansiering
På forårsgeneralforsamlingen 1980 bringer bestyrelsen et forslag til nyt klubhus til ca 2,5 millioner kr. Generalforsamlingen vedtager efter lang debat følgende tre punkter:
1. Sejlklubben “Lynetten” skal have nyt klubhus.
2. Bestyrelsen skal inden 1 år fremlægge billigst mulige alternativ til det forelagte forslag.
3. Der oprettes en klubhusfond, hvert medlem indbetaler 50 kr. hvert halvår.
LIVET GÅR videre, men der debatteres, når medlemmer mødes.
På Flakfortet indretter Turudvalget et rum for “Lynetten”s medlemmer.
Efterårsgeneralforsamlingen vedtager nye vedtægter.
De tidligere var nærmest kopieret efter Sundby Sejlforening.
De nye er anbefalet af Dansk Sejlunion og Dansk Idrætsforbund.
1981 etableres Bådeværftet Lynetten med eneret til at drive værft på “Lynetten”‘s område.
Kloakeringen på vort område bringes i orden.
Hermed betragter vi havnebyggeriet som afsluttet.
Her Jørgen Ulm, Leif Fauner og Klaus Barfoed.
Pludselig er der kort lunte.
1982 bliver et begivenhedsrigt år for klubben. Uroen breder sig.
På forårsgeneralforsamlingen er der flertal for at sætte bidraget til klubhusfonden op med 100%, fra 50 til 100 kroner.
“Lynetten” afholder ekstraordinær generalforsamling ultimo maj med ét punkt på dagsordenen:
Endelig stillingtagen til projekt for etablering af klubhus.
Bestyrelsen offentliggør følgende begrundelse:
Et klubhus indgik ikke i det oprindelige havneprojekt, hvilket ikke var unaturligt, idet havnen blev bygget af medlemmer, som indgik en kontrakt med klubben, hvorimod et klubhus er en klubaktivitet for alle medlemmerne.
At det masteskur, der indgik i havnebyggeriet, blev til et klubhus, var vel på grund af et naturligt behov for et klubhus i en sejlklub.
Dette naturlige behov blev formelt bekræftet på klubbens generalforsamling den 23. marts 1980, hvor det med et stort flertal blev vedtaget, at “S/K Lynetten skal have et klubhus.
På samme generalforsamling forelagde bestyrelsen et skitseprojekt til et klubhus (herefter benævnt projekt 1).
Under behandling af dette klubhusprojekt blev følgende forslag stillet af et medlem, og vedtaget under en efterfølgende afstemning:
Idet generalforsamlingen tager det fremlagte skitseprojekt til efterretning, pålægger den bestyrelsen at udarbejde ét eller flere alternative forslag til billigst mulig pris “.
På samme generalforsamling blev det vedtaget at starte en klubhusfond med en indbetaling på 50 kr halvårligt pr: medlem.
På generalforsamlingen i marts 1982 blev indbetalingen ændret til 100 kr. halvårligt.
På bestyrelsesmødet den 22. april 1980 blev der nedsat to projektgrupper.
En projektgruppe med Stig som formand, som fik til opgave at ajourføre
projekt 1), samt at udarbejde et alternativt mindre projekt (herefter benævnt projekt 2). En anden projektgruppe med Nis som formand, senere ændret til Torben som formand.
Denne projektgruppe fik til opgave at udarbejde et skitseprojekt med videst mulig anvendelse af det eksisterende masteskur (herefter benævnt som projekt 3).
Dette er en gennemgang af det historiske forløb i Lynettens klubhussag. Bestyrelsen behandler stadig skitseprojekterne med henblik på at kunne fremsætte en anbefaling og en bemyndigelse til bestyrelsen på generalforsamlingen. Vi arbejder der ud fra, at vi skal have et klubhus, som på tilfredsstillende måde kan opfylde de mangesidige krav til et klubhus, som stilles af de forskellige medlemsgrupper. Vi arbejder også på at finde frem til en finansieringsform, så byggeriet kan gennemføres på et forsvarligt økonomisk grundlag, og på så lempelige vilkår som muligt for medlemmerne.
I LYNETTENYT var økonomien for de tre projekter stillet op:
Projekt 1: 3,3 millioner kroner.
Projekt 2: 2,7 millioner kroner.
Projekt 3: 1,3 millioner kroner.
PÅ GENERALFORSAMLINGEN går bestyrelsen ind for projekt 2. Økonomien ordnes med pengene i klubhusfonden plus et banklån eller indbetaling af 3.000 kr. pr. medlem.
Efter en hidsig debat står to forslag over for hinanden:
1. Projekt 2 (bestyrelsens forslag)
2. Forslag fra et medlem om istandsættelse af “Masteskuret” (maksimalt 1,5 mio. kr.).
Ved afstemningen stod begge forslag lige. Dirigenten lader afholde en ekstra afstemning, hvor projekt 2 får et mindre flertal.
Således vedtaget.
Lunten er antændt.
Vedtagelsen på Generalforsamlingen sætter sindene i kog.
Der bliver samlet underskrifter til en ekstraordinær generalforsamling.
Denne generalforsamling konkluderer:
I det generalforsamlingen giver udtryk for, at vedtagelsen af klubhusprojektet på den ekstraordinære generalforsamling ikke er foregået i overensstemmelse med de almindelige accepterede regler, ønsker den følgende punkter optaget på dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling den 25. august 1982:
1. Forslag til udarbejdelse af alternative klubhusprojekter
2. Fornyet afstemning om valg af klubhusprojekt.
Bestyrelsen indkalder til ekstraordinær generalforsamling 25. august 1982 på hotel Scandinavia med en helt anden dagsorden:
1. Vedtagelse af tillidsvotum til den siddende bestyrelse.
2. Eventuelt valg af bestyrelse.
Dette bliver den største generalforsamling i “Lynetten”s historie, 600 medlemmer stiller op.
Der er i klubben god tradition for, at vi møder hverandre ansigt til ansigt. Vi har også tradition for, at vi kalder “en spade for en spade”.
Det bliver en lang debat med mange indlæg, og traditionen tro er der “close race”. Bestyrelsen får et mistillidsvotum på fem stemmer.
Under punkt to vælges ny bestyrelse med Leif Fauner som formand.
KLUBBENS NYE ledelse løber ind i en række vanskeligheder, da de fleste udvalg fratræder fra de områder, de har deltaget i.
Hårdest går det ud over kapsejlerarrangementerne.
Lidt god vilje fra Kapsejladsudvalget får dog afviklet klubmesterskabet.
Forældre sørger for, at juniorafdelingen virker.
Der bliver stor deltagelse i kredsmesterskaberne for både A- og B-sejlere i optimistjoller.
Masteskuret” bliver midlertidigt lovliggjort for et større beløb, så Levnedsmiddelkontrollen giver en foreløbig godkendelse.
Bestyrelsen nedsætter et nyt klubhusudvalg, der skulle begynde forfra med udarbejdelse af alternative klubhusprojekter.
……. ikke hørt fra siden.
I havnen forsøges med reparation af det halve slæbested.
Det bliver ingen succes.
Formændene efter Leif Fauner, der afgår som formand i 1985, er igen Jørgen Ulm, som er formand til 1986.
Han afløses da af Klaus Barfoed, der sidder som formand til 1988.
Fra 1988 til 1994 er Thomas Ekdahl formand, og det er i Thomas’ “epoke”, at beslutningen om det nye klubhus træffes.
Det er ikke gået stille af, men det er vedtaget med et flertal.
Klubhuset bliver også bygget og indviet i denne periode, og det samme gør et nyt, flot mastehus.
Efter Thomas bliver Jørgen Beiter formand. Han afløser Thomas Ekdahl i 1994. I 1999 fratræder Jørgen Beiter og afløses af Peter Theill, som tager et år på formandspladsen, hvorefter vi igen vælger Jørgen Beiter år 2000.
Når det nu trak ud med et nyt klubhus kunne det alternative (og nogen måske med rette kalder det virkelige klubhus) her Vestersøhus gen-males.
Jørgen Højlund på stigen.
Nyt Klubhus – endelig.
Det nye klubhus blev en realitet i 1992, og indvielsen skete sammen med standehal dette år.
Medlemmerne havde ved ordinære og ekstraordinære indbetalinger til klubhusfonden samlet så mange penge sammen, at huset kunne købes kontant, naturligvis efter først at have været igennem de obligatoriske sparerunder.
Det nye hus betød, at klubudvalgene og klubbens administration fik meget bedre lokaler til rådighed til deres daglige arbejde, og huset fremstod med tidssvarende badefaciliteter samt vaskeri og restaurant.
Det var endnu en stor dag for sejlklubben, da overborgmester Jens Kramer Mikkelsen landede med helikopter på havnepladsen for at foretage den officielle ind vielse af det nye klubhus.
Efterrationalisering.
Femogtyve år er gået. Vi har slidt og slæbt med at få havnen op at stå. Vi har efterhånden “fået” alle de faciliteter, vi kunne ønske os.
Når vi tænker tilbage til det mudderhul, vi begyndte med, kan vi med sindsro sige, at “den grimme ælling” har udviklet sig til en svane.
Det er blevet “in'” at være medlem af Lynetten. Der nikkes anerkendende, når vor let genkendelige stander viser sig i vore mange havne.
Det skyldes også vore særdeles dygtige kapsejlere, som markerer sig på kapsejladsbanerne og som aktive banelæggere, som stævneledere og dommere på nationalt, som Internationalt plan.
“Lynetten er kendt – og anerkendt ”.
KLUBLIVET har mange gange været præget af divergerende opfattelser mellem to hovedgrupper af medlemmer, nemlig “Vestersøhusgruppen” og “Kap sejladsgruppen”.
Disse to navne afspejler ikke reelt modsigelsesforholdene, men det er nu en-
gang de navne, der bliver anvendt.
Begge grupperinger står dog for den holdning, at klubben og havnen er et sted, hvor vi dyrker vore fritidsinteresser. Hvad er så det?
Et fortolkningsspørgsmål.
Ingen af grupperne uenige om sikkerhed i havn som til søs.
Begge grupperinger har en positiv holdning til ungdomsarbejdet.
Ingen er uenige om kursus og uddannelse.
Der er enighed om væsentlige ting.
Der er forskelle, som markerer sig ved forskellige prioriteringer.
Der er forskelle i vurderinger af investeringer.
Naturligvis er der det.
Vi er gudskelov forskellige, og det skal vi være glade for.
RUNDT REGNET er vi 1200 medlemmer i Lynetten.
“Normalt” fremmøde på vore generalforsamlinger er ca. 200 personer.
Disse tal genspejler vel også aktivitetsforholdene uden for Margretheholms havn og vore forskellige bestyrelser gennem årene kan under ingen omstændigheder klandres for, at aktivitetsniveauet ikke er 100%.
Det kan til gengæld være svært at være bestyrelse i Lynetten, hvor to store hovedgrupper ofte har skiftende flertal.
Det er vanskeligt at få det rette billede af en konkret situation.
Det er et spørgsmål om kommunikation. Dertil kommer så, at ingen bestyrelse kan og skal imødekomme alles interesser.
Det er umuligt.
I dag hedder formanden igen Jørgen Beiter, der er valgt på et kampvalg.
Det har vi også tradition for i Lynetten; men hele klubben må efterleve de flertalsbeslutninger, som vedtages……
også selv om de ikke er populære.
GENNEM DE seneste år har hovedmodsigelsen i Lynetten ikke været af intern karakter, men været ekstern.
Tunnelplanerne har i bogstaveligste for stand truet med at undergrave havnens eksistens. Noget tyder på, at denne akutte fare er ovre, men det er sikkert klogt at holde øje med bevægelser på tinge og i bystyre.
Vore interne divergerende opfattelser har vi løst hid indtil.
De er tørnet sammen i åbenhed fra talerstolen på vore generalforsamlinger, og der er ingen tvivl om, at det har givet samtlige bestyrelser i klubben et forskrækkeligt bøvl, som de siger i det jyske.
Dette er dog at foretrække frem for en glatslebet konform medlemskare, som
hurtigt ville gøre Lynetten til “ein toter Hund”
DA JEG i “gamle dage” begyndte at sejle til søs, havde vi en søsæk.
Her havde vi vore ejendele. Selv om der ikke var meget, så var der unødvendige
ting imellem. Ting, der ikke svarede til, hvad der var brug for længere.
Efterhånden lærte vi at kassere det gods, som vejede tungt, men som på grund af forskellige årsager var blevet passé.
Din makker skal ikke have noget rigtigt i sin søsæk, som ikke findes i din; og har du noget forkert i din søsæk, så smid det ud.
Sådan er det også med tankegods, men vi er vanemennesker og opdager mange gange for sent, at en situationen ændrer sig.
Da jeg i sin tid hos Klaus i Shoppen købte en selvstyrer til båden, spurgte jeg Klaus om nødvendigheden af at købe en tilhørende vindfane, eller om jeg skulle lade mig nøje med kompasstyring.
Klaus svarede da, at en tursejler som mig ikke skulle bruge vindfane.
På havet ville jeg muligvis for sent opdage en langsom ændring i vindretningen, når jeg sejler for vindfane, hvorimod en ændring i vindretningen med det samme ville bemærkes, når din selvstyrer kører på kompasset.
KLUBMEDLEMMERNE skal være opmærksomme pă ændringer i omgivelserne. Vi slæber ofte rundt med “gammelt’ tankegods, modent til at kassere.
Vi skal alle se efter, om modparten har fat i noget rigtigt, som du ikke rigtigt har forstået.
Lynetten i dag er ikke den samme Lynetten, som var i går.
Tingene ændrer sig hele tiden.
Vær opmærksom pă “vindspring”.
I DE STORE sejlskibe (the tall ships) lærte søfolkene tre vigtige ting
1. Alt på plads – plads til alt.
2. En hånd til skibet og én til dig selv.
3. I hårdt vejr haler vi på samme skøde.
DEN GAMLE kan ikke lade være med at moralisere.
Vi skal hele tiden lære alt det nye, men vi skal ikke derfor glemme historiens lære. Selv om jeg ikke tilhører nogen religiøs sammenslutning, kan jeg godt lære af den gamle jødiske myte:
Den, der er alene, tvinges i knæ, men to kan holde stand.
Treslået tovværk brister ikke så let.
SEJLKLUBBEN LYNETTEN står ud på sit næste kryds.
Sejlene er sat, skøderne er halet tot.
Vi ved, der kan være afdrift og strømsætning.
Vi ved, at kompaskursen har misvisning og deviation.
Vi vil gøre vort bedste for at holde kursen over grunden og klare “sejladsen” mellem kendte og ukendte grunde.
Vi må først og fremmest udvise godt sømandskab.