Formanden i Sundby Sejlforening SSF ses her bagerst efter en sejltur sammen med Dansk Sejlunion i forbindelse med en mulig overtagelse af Flakfortet. Jette Bergenholtz hjælpes her galant fra borde af pladsmand Anker og det var der jo mange åbenlyse grunde til.
Der ud over den, at også Jette var en fantastisk god socialdemokratisk støtte og samarbejdspartner vi havde i Borgerrepræsentationen.
Om Sejlklubben Lynettens tilblivelse, her udgivet i Sundby Sejlforenings medlemsblad, foranlediget af et medlem i SSF, som havde fremført hans sin egen version i LynetteNyt og som hverken Hans eller jeg selv huskede den.
Af Hans Guldager medlem 796 i SSF og medlems nr. 2 i Sejlklubben Lynetten.
Det fremgik af et medlems meget lyriske beretning der indeholdte både en god eventyrhistorie om maleren på B&W og ønsker om god jul og et godt nytår for sejlklubben Lynetten, alt sammen meget godt skrevet og som jeg kan tilslutte mig fuldt ud, hvis det ikke fremstår som en beretning, der gir det udseende af at være historisk korrekt, og som muligvis for nye og ældre medlemmer og andre læsere i hele kongeriget kan opfattes som historisk sandfærdig og ikke som noget af en eventyr historie.
Afsnittet om at Reinhard Hansen gik rundt med en ide om at kunne skabe en stor havn ved Margretheholmen allerede på nævnte tidspunkt er næppe korrekt, for så havde han nævnt dette over for mig og navnet var næppe blevet Lynetten men snarere Margrethehavnen eller Prøvestens Lystbådehavn.
På daværende tidspunkt var Reinhard næstformand og sekretær i SSF, og jeg var formand og tillige formand for Københavns Sejlunion.
SSF var på dette tidspunkt den største Sejlklub i København med gode forbindelser til Rådhuset og Havnevæsenet, skabt gennem mange år af tidligere formænd og bestyrelser i SSF. Medlemstallet i SSF nærmede sig i 1974 de 1500 medlemmer og med ca. 400 bådpladser og en ventetid på ca. 10 år på en plads i havnen, blev der diskuteret meget i den daværende bestyrelse om mulige løsninger. Det første der blev gjort var at begrænse medlemstallet til de 1500 medlemmer, resten kom på en venteliste, der på et tidspunkt var på 150, der ventende på bare at blive medlem.
Reinhard og jeg havde et ualmindeligt godt samarbejde, han var en sand mester i at skrive på kancelli – og embedsmands stil og sprog , og han var et geni når det gjaldt lovgivning og bestemmelser såvel indenfor som udenfor SSF, men at tillægge ham såvel fantasi som store visioner er for meget.
Pladssituationen i SSF var yderst kritisk, der gik rygter om, at de pladssøgende medlemmer ville slutte sig sammen om et forslag til den kommende efterårsgeneralforsamling, der gik ud på, at bådejere med plads i havnen kun kunne ligge i vandet hvert andet år, Sikkert både et heroisk og demokratisk forslag, bare ikke for dem der havde plads i havnen.
Reinhard og jeg diskuterede problemet indgående. En forespørgsel på rådhuset om at udvide vor havn ud i Øresund blev pure afvist. I disse samtaler nævnte Reinhard aldrig området bag Margretheholmen med et eneste ord .
I kraft af, at jeg var formand for det dengang mægtige Kbh. Sejlunion, kunne vi forholdsvis nemt komme i dialog med såvel embedsmænd som politikere og ikke mindst havnevæsenet, vi blev mellem dem kaldt de to lyserøde hunde, fordi vi havde knyttet tætte kontakter til det politiske flertal, der kunne fodre os med oplysninger og vi kunne bruge deres indflydelse, hvilket særligt gjaldt dem der var valgt På Amager. Det var det man i dag kalder lobbyisme.
På daværende tidspunkt var Kbh. havn og særlig Frihavnen ved at blive affolket for virksomheder. Drømmen om at gøre havnen til Østersøens store omlader – destination fra store skibe til coastere der kunne anløbe de mange små havne og gå op i floder og kanaler i Østersøen var brast, den trafik snuppede Gøteborg og Hamburg.
Havnebygmester Warming og havnekaptajn Wulf, der selv var sejler ville overhoved ikke have os ind i selve havnen, og da Havnevæsenet ejede ca. 90 procent af kaj og vandarealet og havde langsigtede planer som de holdt tæt ind til kroppen,
(planerne er dem der i dag er ført ud i livet med store byggerier langs havnearealerne og dyre lejligheder nogle steder med havneplads tilknyttet boligen).
Vi har virkeligt sat gang i noget, som der står i Lynettens 25 års jubilæumsskrift. Rygterne svirrer og fra gode forbindelser i Søværnet får vi at vide, at Søværnet agter at forlade deres del af Lynettehavnen med landareal og diverse bygninger.
Ved et hurtigt møde med daværende overborgmester Urban Hansen, kunne han overraskende meddele, at han havde en ide om at den skulle ombygges til en gæstemarina for tilsejlende turister.
Reinhard, der var en god socialdemokrat, fik fortalt, at det var ikke en velhaverhavn vi havde brug for, men bådpladser og en sejlklub til byens borgere .
Jeg oplistede de manglende busforbindelser og indkøbsmuligheder, dyretoilet – og bade faciliteter, der skulle bygges og at havnen desuden var hjemsted for en række havneaktiviteter i form af slæbebåde og pramme der arbejdede dag og nat.
Urbans ide der var opstået i samme øjeblik vi fremførte den for ham, han havde end ikke spurt i havnebestyrelsen, som han var formand for, der havde han sikkert fået samme besked. Han kunne godt se det var en død sild han her kom med, så Urban lovede at støtte vores ide hvis den kom frem fra anden side.
Nu var der kommet en ny overborgmester nemlig Egon Weidekamp. Han havde egentlig ikke gået politikervejen men var endt som direktør for forsikringsselskabet “ALKA” og nu valgt som overborgmester, desværre var han altid i mindretal og kommunekassen blev altid hurtig tom, men viljen manglede ikke noget.
Weidekamp og jeg stod for et stort tilrettelagt møde på Flakfortet i anledning af at Kbh. Sejlunion måske kunne overtage fortet inden det blev ødelagt af vandaler.
Alt hvad der kunne krybe og gå af honoratiores var inviteret.
“Ekko” Danmark der var Landbrugets Afsætningsråds forlængede arm stod for serveringen med tjenere og kokke, mad og drikke kom i en lind strøm.
Jeg holdt tale, Landbrugets formand hold tale og Weidekamp holdt tale og udtalte de berømmelige ord, “Det sidste der skal være her er hotel og 5 stjernet restaurant”, så han kunne støtte sejlerne i dette spørgsmål, derefter pakkede “Ekko” Danmark sammen på herlighederne og vi tog alle hjem med godt humør.
Foruden havnevæsenets “Portus” havde flere Sundby – medlemmer stillet skibe til rådighed, således også Preben Vognmand, der på hjemturen havde flere folkevalgte ombord, blandt andre de dengang 2 helt unge piger fra Borgerrepræsentationen Jette Bergenholtz og Winnie Larsen Jensen, der lige ud spurgte Reinhard og “Vognmanden” om det ikke var noget at købe Lynettehavnen for et symbolsk beløb.
Terningerne var kastet, men hvem der havde kastet dem var ikke godt at vide, men de 2 piger havde et godt forhold til Weidekamp Reinhard – “Vognmanden” og jeg blev enige om at nu var tidspunktet inde til at stifte en sejlklub med love og vedtægter, medlemskab af Sejlunion og Kbh. Sejlunion og derigennem af Friluftråd og Dansk Idrætsforbund til støtte for ideen.
Vi blev også enige om, at Reinhard skulle være formand, skrive lovene og indkalde til en stiftende generalforsamling.
Jeg tilbød at han kunne bruge SSF’ kontor og klubhus.
Hvem der skulle være medlem nr. 1 og 2 klarede jeg med 2 tændstikker den der fik den længste var nr. 1, jeg ordnede det således at det blev Reinhard, der fik den længste, så jeg blev medlem nr. 2. Til mødet mødte 37 SSF’ op de meldte sig alle ind det var den 3 april 1975 Ved møde med daværende forsvarsminister Orla Møller tegnede alt positivt godt. Efter hans mening var der kun nogle tekniske problemer der skulle løses og så kunne vi overtage Lynettehavnen for et mindre beløb.
Der er et ordsprog der siger, at enhver mægtig mand bør holde masken – men aldrig sit ord.
Nogle dage derefter lå der pludselig et Miljøskib på pladsen .Ved en forespørgsel til Miljøminister Christian Christensen kunne han oplyse os om, at de skam havde lejet pladsen for 5 år foreløbig.
Det så pludselig igen lidt sort ud.
Et par dage derefter dukker der et stort brev op hos Reinhard stemplet “fortroligt” fra en af vore gode forbindelser i Borgerrepræsentationen. Brevet indeholdt en skitse over en lystbådehavn på Margretheholm, udarbejdet i fællesskab af embedsmænd fra Københavns kommune og Havnevæsenet.
Det er her Reinhard første gang hører om Margretheholm som en mulighed, og nu er det pludselig os der skal holde tand for tunge hvilket vi selvfølgelig gør. PrebenVognmand der er næstformand bliver underrettet om begivenheden hvilket gør ham i fyr og flamme.
Nogle dage efter har “Vognmanden” tryllet flere oplysninger frem fra højeste sted i Havnevæsenet om skitseprojektet, der drejer sig om udlejning af et vand og landareal på Margretheholmen.
Vi er enige om at nu er det ingen hemmelighed mere, så “Vognmanden” og Reinhard presser sig ind i forhandlingerne og næsten 1 år og 10 måneder efter er der udarbejdet et lejemåls – forslag af Havnevæsenet, der sikkert i skræk for at se os i Lynettehavnen, blev særdeles samarbejdsvillige, måske også i håbet om at den opgave blev så stor, at den ikke kunne klares på “Vognmandens” ide om en ren selvbygger havn.
Med Reinhard som kontor arbejder en og ham der holdt sammen på klubben og “Vognmanden” med visionerne og ideerne og den hårde entreprenør – moral og formand efter Reinhard med masser af frivillige selvbyggere — blev den i forvejen dømte grimme ælling, til en stolt Svane, nemlig “Sejlklubben Lynetten”
Hans Guldager.